DSC 7641

Vi elsker Italien! June er vild med solen, og jeg er tosset med maden, som jeg mener ikke fås bedre. Vi er begge glade for Tyskland, så turen derned er også fin. Ingen af os er vilde med Hollændere.

2013 skulle vi så derned igen, men denne gang gjorde vi det lidt anderledes.

Uden vogn

Vi havde ikke vogn med, men havde bestilt et mobilehome på Camping Cisano & San Vito. Pladsen ligger ved Bardolino, helt ned til Gardasøen. Vi havde besluttet at lade vognen stå hjemme, for at vi kunne komme hurtigere derned. Det gik ikke hurtigere. Når man holder i kø, betyder det ikke så meget om vognen er med eller ej. Altså når det gælder hastigheden.

Der hvor det betyder noget at have vognen med, er nå man er fanget i køen og kan smutte om i vognen og hente noget koldt at drikke, muligheden for at gå på potten, eller muligheden for at få noget mad.

Er køen helt til grin - og det var den - kan man dreje af, holde på i rasteplads og få sig en lur. Så næste gang kommer den med.

Pladsen

Når beskrivelsen af turen derned nu er kø(!), så springer vi til beskrivelse af pladsen, eller pladserne, Camping Cisano & San Vito, som jeg med skam må erkende, også bliver kort.

Pladsen er delt i to dele, hver del med sit eget navn, som er adskilt af en vej. Den ene del er til mobilhomes, og den anden er til campingvogne, telte, autocampere og teltvogne.

Vi var i mobilhome, så vi "lå" på den - efter vores mening - kedelige side. Bevares, der var i lille pool, men med teenagebørn, er et obligatorisk krav om badehætter, det samme som at sige adgang forbudt, så der kom vi ikke. Et hurtigt kig på poolen viste dog at italienerne også har hørt om photoshop. Cisano San Vito

DSC 7641

Hyggelig vej ved vores mobilhome

Faciliteter

På pladsen er der på begge sider af vejen, store fine baderum, med vaskerum, hvor der både er vaskemaskine og tørretumbler. Der er også køkkener, hvis man vil lave frikadeller(?) og opvaskemuligheder.

Der er indkøbsmulighed på pladsen, med et meget fint supermarked. Priserne her er ikke det dyreste, vi har set i Italien, men så igen, heller ikke det billigste.

Både på "vores" side og på den anden er der restauranter, hvor man kan købe god mad til forholdsvis okay priser. Vi brugte dem meget og hyggede os med den underholdning, der var til maden. Restaurantens tjener-boss, havde dog ikke samme mening om musikken. Han blev ved med at tysse på dem, så vi til sidst intet kunne høre. Men sjovt var det.

DSC 7776

Sangeren her havde svært ved at synge lavt nok. Han sang ellers fint.

Gardasøen

Pladsen ligger ved Gardasøen - på den anden side af vejen - og helt nede ved søen er der en scene til den sene underholdning, et ishus og så en "hjemmelavet" strand, hvor der på et smalt stykke, er kørt lidt sand på.

Derudover er der lavet en badebro, og flere steder er der lavet trapper ned i vandet, med nogle store fine granitsten. Vi lå stort set hver dag i sandet på "stranden". Man skulle dog være hurtigt ude, for at få en plads. Så når der skulle hentes morgenbrød, var jeg lige forbi og smide vores håndklæder.

Når jeg bliver gammel, vil jeg kunne læne mig tilbage og fortælle om den gang jeg badede i Gardasøn. For det bliver ved "den gang"! Det skyldes nok mest, at jeg ikke er til plumret vand, motorbåde (Hollandske) der sejler som tåber ind mellem de badende, en stenbund der flænser fødderne og alger på trapperne, så man skvatter og slår sig.

Underholdning

Som vanligt på pladser i Italien, er der også her underholdning, både om aftenen og noget for de mindste i løbet af dagen, Animatione, kalder de det. Det er typisk noget musik, eller en form for falden-på-halen-sjov, til stor morskab for ungerne.

Her sker det meste på en stor scene, som ligger nede ved søen. Der er alt fra talentsjov til noget musical-drag-sjov-ting.

Det er vældigt farverigt  og musikken er ok, men for at tækkes de mange hollændere, foregår ALT på hollandsk. Fedt.

DSC 7715

Underholdning på den store scene

Bardolino

Pladsen ligger i - eller i gå afstand til - Bardolino, som er en lille hyggelig by, med restauranter, indkøb og en lille marina. En aftnen gik vi derind for at finde et sted at spise, og kigge lidt på de boder, der var åbne om aftenen. På selve marinaen var der live musik.

Restauranterne svinger fra fint og dyrt til fint og billigt. Vi hoppede på billigt, da der mest var stemning for pizza eller lignende, og det gerne skulle gå lidt hurtigt.

Vi var så heldige, at vælge lige netop den restaurant, hvor der slet ikke var styr på noget. Efter at have ventet en times tid, fik jeg den ringeste pizza, jeg til dato har fået! Og så i Italien?? Bunden på den var nemlig slet ikke bagt(!) og midten var derfor en klat smeltet dej, med fyld på. Lækkert!

DSC 7736

Stien fra pladsen in til byen/marinaen

(nej jeg kender ikke hende på stenene, og opdagede hende først da vi kom hjem. Heldigvis ved min kone, at jeg elsker hende! Konen altså!)

DSC 7756

Live musik om aftenen ved marinaen

DSC 7751-1

Boderne

Regnvejr

Jo, det skulle vi også have. Men kun én dag og så var vi så heldige, at vi faktisk slet ikke opdagede det. Vi havde set på DMI-app at det blev mindre solrigt den dag, og valgte derfor at køre hele vejen rundt om søen(!). Da vi kom tilbage på pladsen, fortalte de om, hvor dårligt vejret havde været. Regn, blæst og mega koldt.

Turen rundt var temmelig planløs, det eneste vi ville, var at komme hele vejen rundt. Der er rigeligt at kigge på på turen, men den nordlige del er klart den pæneste.

Efter nogle timers kørsel - jo der er langt hele vejen rundt - ville vi finde noget mad. Vi endte i en lille hyggelig by, lige på den anden side af pladsen, som hed Gargnano. Vi fandt fint sted hvor vi kunne få god traditionel italiensk mad, en bar og café der hed Caffe Nuovo!

DSC 7672

Jeg husker steder bedst, hvis det har noget med mad at gøre, så det her sted kan vi kalde "Risotto", som var min frokost

DSC 7656

Et kig gennem en gitterport, i noget der lignede et kloster, i Gargnano. Hyggeligt! Eller måske er de spærret inde? Ikke hyggeligt!

DSC 7702

En anden restaurant, Trattoria San Martino (stedets egen hjemmeside: trattoria)

Sirmione

Sirmione er stedet man skal til, hvis man skal til gardasøen. Det havde vi fundet ud af på google, inden vi tog derned. Så vi skulle selvfølgelig se Sirmione. Og det er det hele værd.

Byen har en gammel del, ligger indenfor en borgmur, hvor der ligger også en borg "Rocca Scaligera". Begge dele er godt besøgt, men vi besluttede at det skulle ses uanset hvad. Vi startede med borgen, da der ikke var helt så mange mennesker lige på det tidspunkt.

Historien om borgen er beskrevet på skilte undervejs, men du kan læse mere om det på Sirmiones egen side, hvor de beskriver det hele meget bedre. Borgen hedder Rocca Scaligera: sirmione

DSC 7782

Borgen set fra p-pladsen

DSC 7819

Mange steder inde i borgen, er der mulighed for at komme op og nyde det hele fra oven

DSC 7840

Flot udsigt

DSC 7852

Parkeringspladsen, hvor vores bil holder i det fjerne

DSC 7801

Kunne ikke ha´skrevet det bedre

Byen

Indenfor "murene" er der tætpakket med butikker, boder og nå-ja, turister. Ind imellem kommer der en bil eller to kørende, dog ikke med "italiensk" fart, så der er ingen panik.

Der er rigligt med steder man kan sidde og spise, eller måske bare få lidt at drikke og det virker ikke svimlende dyrt. Vi springer dog over og nøjes med at købe nogle is i en af de kæmpe store isboder.

Italiensk is har ry verden over for at være verdens bedste is. Det er dog ikke rigtigt slået igennem i vores familie (før denne dag), så det er rart at man her kan smage på alle isne inden man vælger. Lækkert!

DSC 7922

Porsche og en italiener? Men han kører pænt

DSC 7913

De smalle gade er....nå ja, smalle. Der dukker også en mercedes op. Det er nok kun de rige, der bor her

DSC 7919Endnu en gade. Der er mange indkøbsmuligheder

DSC 7943

Der ligger også hoteller

DSC 7962

Midt i det hele ligger denne store plads, med masser af restauranter

Alt i alt

Alt i alt er Gardasøen, med områderne omkring, efter vores vurdering et besøg værd. Måske mest i den nordlige del, da det er her, der er pænest natur.

Er man til besøg på oliven- og vingårde, findes der også mange af den slags omkring. Vi var der dog ikke, men snakkede med andre danskere, der var der for netop det.

Tæt på den plads vi var på, ligger Gardaland, som er en slags sommerland/tivoli. Det besøgte vi heller ikke, men det kan være et besøg værd, for de mindste. Priserne på restauranter og i butikkerne rundt om søen, virker rimelige i forhold til det vi er vant til fra andre steder i Italien.

Med hensyn til pladsen, er restauranten den mest positive vi kan finde frem. Den er god! Men pladsen er kedelig og da vi senere fandt ud af at, hverken hunde eller motorcykler ikke er velkomne, komme vi der heller ikke igen - som vi ellers har talt om - uden børn, udenfor sæsonen.

Badning i Gardasøen? Bin there, done that, got the t-shirt........!

Bookmark and Share
cookieassistant.com